Inspiration

Forandringsledelse med magt

Forandring eller forvandling,- hvad vil vi? De fleste taler om forandringsledelse for at nå et nyt mål, for at arbejde sig hen imod en vision,- for at få en større forsamling til gå i samme retning!

Er dette ikke mere tilpas til en given tankegang, vold mod den enkeltes identitet,- således at alle disse forandringsprocesser giver fleksible tilpassede og uselvstændige medarbejdere?

John P. Kotter har fx en model "Eight Steps to Transforming Your Organization" som tagetr udgangspunkt i 1) Establishing a Sense of Urgency 2) Forming a Powerful Guiding Coalition 3) Creating a Vision 4) Communicating the Vision ...... En retorik som umiddelbart underbygger at retning, klarhed, tempo mv er nøgleordene .... spørgsmålet er så bl.a. på hvis præmisser? Her er ikke tale om megen "fælles tredje", hensyn til den enkeltes historie og identitet mv. Så et overgreb er som sagt undervejs!

Det afgørende i den sammenhæng er for mig at se, step one hos Kotter: " Establishing a Sense of Urgency". I de tilfælde hvor forandring er uundgåelig for fx overlevelse,- har modellen sine fordele.

Her er ikke tid til at forvandlingen sker sammen med medarbejderne i alle led.

Et af spørgsmålene som så kommer op er, i hvor høj grad der er behov for forandringer baseret på magt og hjerne fremfor forvandlinger baseret på ejerskab og hjerte?

Hvis behovet er stort nok, hvis "den brændende platform" er reel og tydelig nok er der nok også en vis mulighed for at sensemaking processer sker,- og at processen kommer længere ned end til hovedet.

Næste spørgsmål er så, hvor grænsen går mellem top down forandringsprocesser og dialog baserede fælles tredje forvanmdlingsprocesser? Og i den sammenhæng et par overvejelser om, i hvor høj grad mennesker, medarbejdere, ønsker forandringer eller stabilitet?

I hvor høj grad er der tid til at gennemføre forvandling i samarbejde med medarbejdere, og i hvor høj grad skal retning og ramme sættes fra toppen, for at forandringerne og evt. forvandlingerne sker?

Så tilbage til Kotter,- måske hans model ville vinde ved at italesætte nogle proces tanker lidt tydeligere,- for ordvalget kan give associationer henimod en noget lineær top-down proces baseret på magt .... og har virksomhederne råd til det?

Så Kotter suppleret med lidt fælles tredje tankegang (Ole Fogh Kirkeby), mener jeg er brugbar, i de tilfælde hvor forvandling ikke er mulig .... bl.a. set ud fra et tidsperspektiv.

Spørgsmålet er så også i hvilke situationer vi taler om? Hvornår skal magten tydeliggøres via fx en klar vision fra ledelsen? Og i hvilke situationer er virksomheder, grupper mv i stand til at se ud over sig selv og selv udvikle en optimal udvikling/forvandling?

Lev livet, se døden i øjnene

.......... kunne være navnet på det næste lederkursus.

For tilsyneladende er døden et af de helt centrale temaer at forholde sig til, for at kunne leve rimeligt frit og ubesværet. Irvin D. Yalom skriver om det i bogen "Eksistentiel psykoterapi". Her fremhæves døden som et af de helt store eksistentielle temaer. Hvis ikke man erkender døden, vil mange ting blive udskudt til det uendelige ... og derved aldrig blive gjort.

Et par citater: Man kan ganske vist sige, at denne ligning bider sig selv i halen, eftersom det er på grund af overvældende dødsangst, at den pågældende lever et begrænset liv - et liv, der er mere rettet ind mod tryghed, overlevelse og smertelindring end mod vækst og fuldbyrdelse.

Et andet sted skriver Yalom ift narcissisme: Hvis troen på ens egen usårlighed går hånd i hånd med en tilsvarende begrænset anerkendelse af den andens rettigheder og særlighed, sådan som det ofte er tilfældet, er der tale om en fuldt udfoldet narcissistisk personlighed.

Begge citater peger henimod vigtigheden af, at erkende og anerkende at intet varer evigt,- heller ikke en selv. Og dermed at vi alle er mennesker. Mennesker som er sårbare, skrøbelige, sære og på et tidspunkt døde. Dette gælder både andre og en selv. Så ved at anerkende dette, er der mulighed for at vende blikket mod vækst og mod fremtiden. Med bl.a. en bedre forståelse for en selv og dermed for andre.

Mod at realisere det som man finder vigtigt.

Det nytter derfor ikke noget at udskyde handlinger som er væsentlige. For hvis de udskydes binder de energi, som kunne have været brugt til så meget andet godt. Og evt. brugt sammen med andre.

Så måske det var en ide at inddrage emnet i fremtidens lederkurser.

Magt og gennemslagskraft

Hvad vil det sige at være magtfuld? At benytte magt? Eller for den sags skyld at have gennemslagskraft? Nogen af de første indskydelser er ofte at magt ikke er så pænt at bruge, hvorimod indflydelse er noget de fleste gerne vil have. Og det skal gerne foregå i "det magtfrie rum" .... for at sikre en fair og reel proces.

Det magtfrie rum er en illusion. Dette er bl.a. en af pointerne i bogen "Kontrol i det stille" af Søren Christensen. For uanset hvad, er der noget som påvirker resultatet eller måske rettere den ændring af en given tilstand og relation, som sker over tid. Spørgsmålet er så lige, hvad der er årsag til ændringer.

Den direkte magt, den direkte og synlige handling i situationen, er ofte det som sættes lig magt. Men nok så væsentligt er det, at se på hvad der fx sætter dagsordenen for diskussioner og beslutninger (indirekte magt) og ikke mindst bevidshedskontrollerende og institutionel magt. De sidsnævnte er magteksempler, hvor vi via bevidst eller ubevidst afhængighed vælger .... måske mod vores eget bedste.

Og endelig er det heller ikke helt uvæstligt at se på, hvor stor indirekte magt der kan være i ikke at følge beslutninger. Eller for den sags skyld ikke at reagere, når nogen andre ikke følger beslutninger.

Så magten er der,- spørgsmålet er vel bl.a. hvordan man - vi - bedst muligt benytter den til at påvirke processer og udviklingsseancer til at foregå. Foregå på en måde, så holdninger har mulighed for at komme til udtryk på egne præmisser og indgå i udviklingen, forvandlingen, eller for den sags skyld dannelse af det fælles tredje ... dvs et nyt fælles produkt. I modsætning til passiv tilpasning til og måske endda underkastelse i forhold til "den rigtige" løsning.

Så mon ikke noget af konklusionen på ovenstående er, at den karimatiske magtbasse som primært benytter formel og evt. bevidsthedskontrollerende og undertrykkende adfærd er på vej ud. Den største indflydelse, gennemslagskraft eller ... måske endda mest muligt magt ... får vi ved at forholde os aktivt og bevidst til at skabe fælles accepterede beslutninger,- og evt. tydeligt markere vores egne grænser. Samt i andre tilfælde være med til at sætte dagsordener, for at udviklingen går i den retning vi ønsker.

I modsat fald - ved ikke at gøre noget - bruger vi vores magt på en sådan måde, at andre automatisk bruger den.

Hvad er coaching?

Der er forskel på Coaching, rådgivng og for den sags skyld manipulation. Det er klart. Men hvad er coaching egentligt? Jeg er ikke helt klar på det,- men prøver her at komme lidt nærmere svaret.

Den rene vare er at stille spørgsmål, så fokuspersonen - den som modtager coaching - selv får mulighed for at reflektere i forhold til et givent spørgsmål. Og ud fra egne præmisser konkluderer sig frem til et svar/erkendelse.

Men hvad nu hvis spørgsmål ikke er nok? Hvis der skal gives forslag til alternative tankerækker/scenarier? Det er jo stadig coaching. For vi taler om forstyrrelser ... uden holdningsladning.

Hva' så hvis hvis egne, coachens egne, holdninger og erfaringer kastes ind i rummet? Og vel at mærke på en åben og ærlig facon, så fokusperson selv kan vælge til og fra i forhold til disse. Er det coaching eller er vi nu på vej over i de gode råd?

Postulatet vil lige nu være, at det er coaching, så længe det præsenteres på lige fod med mere hypotetiske forslag. Alternativt skulle coachens erfaringer pakkes ind som generaliseringer .... og så ville vi nærme os manipulation .... eller hvad?

Hvem gider blogge? og skal fx lederen gøre noget ved det?

Blogs er jo på mange måder et rigtig godt system, til at arbejde med ideer, opgaver mv. Et af de interessante spørgsmål er så, hvem der benytter bloggen?

Elsebeth K. Sorensen har i sin artikkel "Interaktion og Læring i Virtuelle Rum" mange interessante vinkler. Bl.a. skriver hun, at teknikken skal være let tilgængelig. En lavpraktisk konklusion,- og samtidig uhyre væsentlig. Fra egne erfaringer ved jeg,- at folk hopper fra, hvis der er problemer med teknikken .... medmindre det er mere karrieregivende at arbejde hårdt for at komme med ... magten er sat i spil.

Hun skriver også, at den virtuelle kommunikation fundamentalt er anderledes fra face to face kommunikation. Sådan har det nok været, da man navnlig før i tiden identificerede sig med - og sin kommunikation til - tid og rum.

Pointen med at ikke alle er med på det virtuelle, er god nok. Spørgsmålet er om det er det virtuelle element eller den personlige modstand i forhold til en ny kommunikationsform. Jeg tror det sidste, idet den virtuelle kommunikation, med personer man kender, på mange måder er lig face to face kommunikation.

Spørgsmålet er så hvordan denne personlige modstand og/eller usikker hed i forhold til virtuelle medier tackles.

Erfaringer fra brug af virtuelle medier - herunder blogs - er, at settingen er væsentlig. Hvordan introduceres fx bloggen? er det teknikken i sig selv eller teknikken som et godt middel der introduceres? ... eller vælges bloggen måske .... smammen med de, som skal være part i "legen"?

Man kommer næsten til at tænke på implementering af diverse SAP systemer, hvor det har været teknikken óg blind tro på denne; i modsætning til en klar problemstilling, hvor mediet passer som løsning.

Forudsat at mange er med på ideen, vil det herefter nok være en god ide at skabe en fælles oplevelses stemning, som reference for det videre arbejde. Et fælles møde på bloggen har tidligere virket.

Når retning og start er på plads tror jeg mange - af de som synes teknologi bare er lidt sjov - er med på ideen. De ekstroverte får feed-back og mange impulser udefra. Og de introverte kan gå ud og ind af systemet efter behag.

Så grundlæggende er den ledelsesmæssige udfordring, at gødske for en anden måde at være sammen på - som supplement til face to face møder. At geare medarbejderne til at benytte medierne bl.a. ved at bruge eksemplets magt, ved selv at gå foran og gøre det. Og ved at tage konsekvenser af hvad der sker på bloggen ...... eller andre virtuelle rum, som måtte vælges.

Tegn og lær

I arbejdsmæssig sammenhæng skal vi til at arbejde mere med indholdet på vores sider på det interne netværk. Og umiddelbart går diskussionen på, hvad der skal stå. Hvor meget, hvor lidt og hvordan!

Og her popper så input om narrativer op. Ku' vi ikke finde nogle billeder eller tegninger istedet for - eller i alle tilfælde som supplement til - alle disse ord?- (Her skete nok også noget læring, idet transformation fra teori til ide om hvad der konkret kan gøres blev klarere,- og mere kommer til, nu hvor jeg skriver)

Tilbage til ordene, som måske kan erstattes af tegninger. Og hvorfor lade sig begrænse af de tegninger, som er lavet.

Måske man skulle hyre en "hustegner", så man kan skabe sin egen serie, vores egen historie ... som kan tolkes ind i virksomhedens konteks, samtidig med at en række aktuelle temaer sættes til debat, på en humoristisk og samtidig eftertænksom måde ... eller i alle tilfælde giver stof til eftertanke.

Nu er spørgsmålet så om teknikken kan klare opgaven,- og om flere er med på ideen?

Vi lukker om os selv

En af de helt store erkendelser i det sidste halve år - primært katalyseret af MMD studiet - er at stort set alt, hvor der er mennesker involveret lukker om sig selv.

Det er jo på den ene side meget rart, da det skaber en vis tryghed at høre til et sted, at få kostrueret os-dem relationen. På den anden side er det også noget indsnævrende, idet at vi'et ofte bliver "figur" i sådan en grad, at mange andre gode input fortrænges eller deflekteres .... optages ikke ligeværdigt.

Nævnte fænomen blev bl.a. konstateret på AOM, ved gruppearbejde, i arbejdsmæssige sammenhænge ... ja overalt. Og konsekvensen er jo, at det, når vi taler ledelse, er afgørende vigtigt at være opmærksom på fænomenet.

Den effektive lineære resultatorientering med skyklapper på, skaber vindere ...... og balancerer hårfint på kanten mht at disse vindere arbejder i en parallelverden,- til hvad der i øvrigt foregår inden for feltet.

Spørgsmålet er så, hvordan vi kan sikre at gå i meta,- med forskellige og relevante linser i forhold til de genstandsfelter vi arbejder i og med.

At tænke i Complex Responsive Systems eller tilsvarende multible perceptioner og forstyrrelser er en af vejene,- spørgsmålet er så, om fx bloggen kan være med til at sikre, at systemerne ikke lukker om sig selv.

Være med til,- så er svaret ja. Idet bloggen jo netop i teorien giver mulighed for ikke planlagte og anderledes input. Om det så sker er en anden ting! Og om vi (vores system) tager forstyrrelsen/problemforløsningen alvorligt, er så også en anden ting. Måske hvis bloggen har præg af et CoP, som bl.a. har til formål at holde hinanden fast på relevante input .... også udefra.

Kan magtbegær matches med andet end magt?

Efter at have arbejdet på blogs i et par måneder, er en anden virkelighed også kommet på banen. Fortået på den måde, at blogarbejdet i en studiemæssig ramme i stor udstrækning har været uden indflydelse af hæmmende magtudøvelse.

Set i forhold til fx Garuds linser har vi i blogarbejdet bevæget os godt rundt i manegen. Primært i de dialectiske og teleologiske rum, dvs åbent diskuteret uenigheder på en respektfuld måde kombineret med at konstruere løsninger.

Dette var energigivende og sjovt.

I andre sammenhænge - navnlig i ledelsessammenhænge - møder jeg magten træde frem i andre klæder. Bl.a. opstår problemet, når to markánt forskellige syn på verden mødes. På den ene side menes, at der er en række løsninger .... en skal vælges. Evolution jvf. Garud. En vinder andre taber.

Over for dette synspunkt står et mere socialkonstruktivistisk synspunkt, om at løsningen skabes i fællesskab, det fælles tredie eller dialectikken jvf Garud.

Spørgsmålet er nu om magt kan mødes med andet end magt? Vil det fælles tredie nogen sinde få et ben at gå på, hvis modparten allerede har fundet løsningen og kun venter på beslutningstid indtil han enten taber eller vinder?

Dillemmaet synes at præge en stor del af erhvervslivet i dag, idet løsningen ofte handler om at vælge rigtigt fremfor at tilpasse og vælge rigtigt i forhold til den aktuelle kontekst!

Bloggen som Communities of Practice

Kan bloggen bruges som et CoP, et Community of Practice. Etienne Wenger har beskæftiget sig lidt med emnet .. ikke så meget ift blogs, men i forhold til CoP's.

For at være et CoP, skal der være et emne som omdrejningspunkt. Og en gruppe mennesker, som bl.a. via kollektiv læring og videndeling, opnår en særlig viden og indsigt om et givent område. Dette communities of practies eller/og communities of people vil adskilde sig fra andre, ved den fortløbene kontakt og videndeling af både tavs og eksplicit viden.

Nævnte krav opfyldes mange steder i og udenfor teknologiske hjælpemidler. Fritidsinteresser er ofte udgangspunktet. Spørgsmålet er så her om blogs kan stimulere og give særlige fordele mht CoP's?

Kan bloggen fx blive indgang til inspiration, videndeling, diskussioner, læring og samtidig være hurtig og effektiv i brug.

I mange tilfælde vil svaret være ja. De svage punkter synes dog at være værktøjsdelen som fx at arbejde i fælles dokumenter, fælles billeder o.lign. Og ikke mindst det faktum, at blogs er et relativt eksklusivt fænomen, som endnu appelerer til de få. For at være et community skal man jo være nogle stykker, som holder ved og som giver indhold og fylde ..... og for at systemet ikke skal lukke om sig selv, skal der gerne ske en vis udveksling med andre bidragsydere.

Så udfordringen er at finde temaet som interesserer flokken, og ikke mindst holde energien. Og måske løsningen så er, at CoP's er tidsbegrænsede,- for derefter at formere sig i nye sammenhænge i forhold til det flow, der er i og uden for CoP'en!!

Bloggen som Complex Responsive System

Når vi taler om strategisk planlægning, tænker de fleste af os automatisk på mål, strategi, plan og implementering. Fidusen er at forudsige hvordan det vil gå, og så planlægge lidt bedre end de andre.Den lineære tænkning er i fokus.

Tænker vi mere non-lineært er det oplagt at tænke i complekse responsive systemer. Disse baserer sig på den sociale konstruktion, giver rum for et virvar af dynamiske responsive processer på mikroniveau og accepterer parakdokserne .... som en del af processens brændstof.

Hører BLOGGEN til i denne kategori?

På mange områder ja. Bl.a. er dialogen fri og navnlig uforudsigelig og ikke mindst åben .... og kan i bedste fald være mediet, hvor hvad som helst kan udfordres når som helst. Og når kommunikationen er på sit højeste, kan insider perspektivet, det at se tingene indefra, få en sådan magt, at det projektive element vinder over de mere kølige og velovervejede outsider betragtninger ...... og så begynder bloggen at træde i karakter. Bl.a. for det sagte er skrevet ned! Også her underbygger bloggen CRP, idet det skrevne giver mulighed for at gå i meta ..... selv på de metabetragtninger som udtrykkes

Omvendt er bloggen også lidt begrænsende idet det kun gælder for de som er med,- og som gribes af processerne. Og alt andet lige, er der en del ikke kommunikeret information, som ikke kommer frem.

Så for bloggen som CRS ...... gælder et både-eller