Jeg har netop læst i "Eksistentiel psykoterapi" af Irvin D. Yalom. Han skriver bl.a. om at angsten er en af de store spillere i det eksistentielle spil .... i livet. Frygten og angsten vil altid være der bevidst og ubevidst.
For at udleve sit liv - også for ledere - er det vigtigt at agere autentisk. Det vil sige bl.a. være i nuet, være infølene og ikke lade sig forstyrre negativt, at en fremtid man ikke kender til alligevel.
Modsætningen til dette er bl.a. skriver Yalom, at man fx udvikler stort behov for styring og kontrol.
Og tilsyneladende er det de fleste af os som fornægter ansten. Undersøgelser har vist, at ca. 70% fornægter angsten på det bevidste plan.
Spørgsmålet er nu om det vil give mening at arbejde med angsten aktivt fx med ledere. Og mere generelt i forbindelse med forandringsprojekter.
Er det dødsangsten som afholder os - og lederne - fra at være nærværene og gå med med forandringerne istedet for at prøve på at styre og kontrollere en fremtid, vi ikke kender til ..... og som vi absolut ikke kan styre?
Tro mod mit afsæt vil jeg mene at det er afgørende vigtigt at arbejde med tingene konkret. det er i det levede liv, i de konkrete udfordringer, oplevelser og opfattelser af sammenhhængene, sådan som vi kan formidle dem sprogligt, at vi kan arbejde med udvikling. Af mennesker og af måder mennesker arbejder sammen på - det vi andre sammenhænge i mangel af bedre kalder for organisation.
Skal "angst" derfor indgå som meningsfuld en "arbejdsparameter" og ikke en lammende, vanskeligt håndterbar psykologisering, må den have et ansigt.
It ain't nothing 'till we call it!
/jens
Posted by: jens henriksen | november 28, 2003 at 10:23 f.m.