Inspiration

Hvem gider blogge? og skal fx lederen gøre noget ved det?

Blogs er jo på mange måder et rigtig godt system, til at arbejde med ideer, opgaver mv. Et af de interessante spørgsmål er så, hvem der benytter bloggen?

Elsebeth K. Sorensen har i sin artikkel "Interaktion og Læring i Virtuelle Rum" mange interessante vinkler. Bl.a. skriver hun, at teknikken skal være let tilgængelig. En lavpraktisk konklusion,- og samtidig uhyre væsentlig. Fra egne erfaringer ved jeg,- at folk hopper fra, hvis der er problemer med teknikken .... medmindre det er mere karrieregivende at arbejde hårdt for at komme med ... magten er sat i spil.

Hun skriver også, at den virtuelle kommunikation fundamentalt er anderledes fra face to face kommunikation. Sådan har det nok været, da man navnlig før i tiden identificerede sig med - og sin kommunikation til - tid og rum.

Pointen med at ikke alle er med på det virtuelle, er god nok. Spørgsmålet er om det er det virtuelle element eller den personlige modstand i forhold til en ny kommunikationsform. Jeg tror det sidste, idet den virtuelle kommunikation, med personer man kender, på mange måder er lig face to face kommunikation.

Spørgsmålet er så hvordan denne personlige modstand og/eller usikker hed i forhold til virtuelle medier tackles.

Erfaringer fra brug af virtuelle medier - herunder blogs - er, at settingen er væsentlig. Hvordan introduceres fx bloggen? er det teknikken i sig selv eller teknikken som et godt middel der introduceres? ... eller vælges bloggen måske .... smammen med de, som skal være part i "legen"?

Man kommer næsten til at tænke på implementering af diverse SAP systemer, hvor det har været teknikken óg blind tro på denne; i modsætning til en klar problemstilling, hvor mediet passer som løsning.

Forudsat at mange er med på ideen, vil det herefter nok være en god ide at skabe en fælles oplevelses stemning, som reference for det videre arbejde. Et fælles møde på bloggen har tidligere virket.

Når retning og start er på plads tror jeg mange - af de som synes teknologi bare er lidt sjov - er med på ideen. De ekstroverte får feed-back og mange impulser udefra. Og de introverte kan gå ud og ind af systemet efter behag.

Så grundlæggende er den ledelsesmæssige udfordring, at gødske for en anden måde at være sammen på - som supplement til face to face møder. At geare medarbejderne til at benytte medierne bl.a. ved at bruge eksemplets magt, ved selv at gå foran og gøre det. Og ved at tage konsekvenser af hvad der sker på bloggen ...... eller andre virtuelle rum, som måtte vælges.

Tegn og lær

I arbejdsmæssig sammenhæng skal vi til at arbejde mere med indholdet på vores sider på det interne netværk. Og umiddelbart går diskussionen på, hvad der skal stå. Hvor meget, hvor lidt og hvordan!

Og her popper så input om narrativer op. Ku' vi ikke finde nogle billeder eller tegninger istedet for - eller i alle tilfælde som supplement til - alle disse ord?- (Her skete nok også noget læring, idet transformation fra teori til ide om hvad der konkret kan gøres blev klarere,- og mere kommer til, nu hvor jeg skriver)

Tilbage til ordene, som måske kan erstattes af tegninger. Og hvorfor lade sig begrænse af de tegninger, som er lavet.

Måske man skulle hyre en "hustegner", så man kan skabe sin egen serie, vores egen historie ... som kan tolkes ind i virksomhedens konteks, samtidig med at en række aktuelle temaer sættes til debat, på en humoristisk og samtidig eftertænksom måde ... eller i alle tilfælde giver stof til eftertanke.

Nu er spørgsmålet så om teknikken kan klare opgaven,- og om flere er med på ideen?

Vi lukker om os selv

En af de helt store erkendelser i det sidste halve år - primært katalyseret af MMD studiet - er at stort set alt, hvor der er mennesker involveret lukker om sig selv.

Det er jo på den ene side meget rart, da det skaber en vis tryghed at høre til et sted, at få kostrueret os-dem relationen. På den anden side er det også noget indsnævrende, idet at vi'et ofte bliver "figur" i sådan en grad, at mange andre gode input fortrænges eller deflekteres .... optages ikke ligeværdigt.

Nævnte fænomen blev bl.a. konstateret på AOM, ved gruppearbejde, i arbejdsmæssige sammenhænge ... ja overalt. Og konsekvensen er jo, at det, når vi taler ledelse, er afgørende vigtigt at være opmærksom på fænomenet.

Den effektive lineære resultatorientering med skyklapper på, skaber vindere ...... og balancerer hårfint på kanten mht at disse vindere arbejder i en parallelverden,- til hvad der i øvrigt foregår inden for feltet.

Spørgsmålet er så, hvordan vi kan sikre at gå i meta,- med forskellige og relevante linser i forhold til de genstandsfelter vi arbejder i og med.

At tænke i Complex Responsive Systems eller tilsvarende multible perceptioner og forstyrrelser er en af vejene,- spørgsmålet er så, om fx bloggen kan være med til at sikre, at systemerne ikke lukker om sig selv.

Være med til,- så er svaret ja. Idet bloggen jo netop i teorien giver mulighed for ikke planlagte og anderledes input. Om det så sker er en anden ting! Og om vi (vores system) tager forstyrrelsen/problemforløsningen alvorligt, er så også en anden ting. Måske hvis bloggen har præg af et CoP, som bl.a. har til formål at holde hinanden fast på relevante input .... også udefra.

Kan magtbegær matches med andet end magt?

Efter at have arbejdet på blogs i et par måneder, er en anden virkelighed også kommet på banen. Fortået på den måde, at blogarbejdet i en studiemæssig ramme i stor udstrækning har været uden indflydelse af hæmmende magtudøvelse.

Set i forhold til fx Garuds linser har vi i blogarbejdet bevæget os godt rundt i manegen. Primært i de dialectiske og teleologiske rum, dvs åbent diskuteret uenigheder på en respektfuld måde kombineret med at konstruere løsninger.

Dette var energigivende og sjovt.

I andre sammenhænge - navnlig i ledelsessammenhænge - møder jeg magten træde frem i andre klæder. Bl.a. opstår problemet, når to markánt forskellige syn på verden mødes. På den ene side menes, at der er en række løsninger .... en skal vælges. Evolution jvf. Garud. En vinder andre taber.

Over for dette synspunkt står et mere socialkonstruktivistisk synspunkt, om at løsningen skabes i fællesskab, det fælles tredie eller dialectikken jvf Garud.

Spørgsmålet er nu om magt kan mødes med andet end magt? Vil det fælles tredie nogen sinde få et ben at gå på, hvis modparten allerede har fundet løsningen og kun venter på beslutningstid indtil han enten taber eller vinder?

Dillemmaet synes at præge en stor del af erhvervslivet i dag, idet løsningen ofte handler om at vælge rigtigt fremfor at tilpasse og vælge rigtigt i forhold til den aktuelle kontekst!

Bloggen som Communities of Practice

Kan bloggen bruges som et CoP, et Community of Practice. Etienne Wenger har beskæftiget sig lidt med emnet .. ikke så meget ift blogs, men i forhold til CoP's.

For at være et CoP, skal der være et emne som omdrejningspunkt. Og en gruppe mennesker, som bl.a. via kollektiv læring og videndeling, opnår en særlig viden og indsigt om et givent område. Dette communities of practies eller/og communities of people vil adskilde sig fra andre, ved den fortløbene kontakt og videndeling af både tavs og eksplicit viden.

Nævnte krav opfyldes mange steder i og udenfor teknologiske hjælpemidler. Fritidsinteresser er ofte udgangspunktet. Spørgsmålet er så her om blogs kan stimulere og give særlige fordele mht CoP's?

Kan bloggen fx blive indgang til inspiration, videndeling, diskussioner, læring og samtidig være hurtig og effektiv i brug.

I mange tilfælde vil svaret være ja. De svage punkter synes dog at være værktøjsdelen som fx at arbejde i fælles dokumenter, fælles billeder o.lign. Og ikke mindst det faktum, at blogs er et relativt eksklusivt fænomen, som endnu appelerer til de få. For at være et community skal man jo være nogle stykker, som holder ved og som giver indhold og fylde ..... og for at systemet ikke skal lukke om sig selv, skal der gerne ske en vis udveksling med andre bidragsydere.

Så udfordringen er at finde temaet som interesserer flokken, og ikke mindst holde energien. Og måske løsningen så er, at CoP's er tidsbegrænsede,- for derefter at formere sig i nye sammenhænge i forhold til det flow, der er i og uden for CoP'en!!

Bloggen som Complex Responsive System

Når vi taler om strategisk planlægning, tænker de fleste af os automatisk på mål, strategi, plan og implementering. Fidusen er at forudsige hvordan det vil gå, og så planlægge lidt bedre end de andre.Den lineære tænkning er i fokus.

Tænker vi mere non-lineært er det oplagt at tænke i complekse responsive systemer. Disse baserer sig på den sociale konstruktion, giver rum for et virvar af dynamiske responsive processer på mikroniveau og accepterer parakdokserne .... som en del af processens brændstof.

Hører BLOGGEN til i denne kategori?

På mange områder ja. Bl.a. er dialogen fri og navnlig uforudsigelig og ikke mindst åben .... og kan i bedste fald være mediet, hvor hvad som helst kan udfordres når som helst. Og når kommunikationen er på sit højeste, kan insider perspektivet, det at se tingene indefra, få en sådan magt, at det projektive element vinder over de mere kølige og velovervejede outsider betragtninger ...... og så begynder bloggen at træde i karakter. Bl.a. for det sagte er skrevet ned! Også her underbygger bloggen CRP, idet det skrevne giver mulighed for at gå i meta ..... selv på de metabetragtninger som udtrykkes

Omvendt er bloggen også lidt begrænsende idet det kun gælder for de som er med,- og som gribes af processerne. Og alt andet lige, er der en del ikke kommunikeret information, som ikke kommer frem.

Så for bloggen som CRS ...... gælder et både-eller

Ledelse og angst

Jeg har netop læst i "Eksistentiel psykoterapi" af Irvin D. Yalom. Han skriver bl.a. om at angsten er en af de store spillere i det eksistentielle spil .... i livet. Frygten og angsten vil altid være der bevidst og ubevidst.

For at udleve sit liv - også for ledere - er det vigtigt at agere autentisk. Det vil sige bl.a. være i nuet, være infølene og ikke lade sig forstyrre negativt, at en fremtid man ikke kender til alligevel.

Modsætningen til dette er bl.a. skriver Yalom, at man fx udvikler stort behov for styring og kontrol.

Og tilsyneladende er det de fleste af os som fornægter ansten. Undersøgelser har vist, at ca. 70% fornægter angsten på det bevidste plan.

Spørgsmålet er nu om det vil give mening at arbejde med angsten aktivt fx med ledere. Og mere generelt i forbindelse med forandringsprojekter.

Er det dødsangsten som afholder os - og lederne - fra at være nærværene og gå med med forandringerne istedet for at prøve på at styre og kontrollere en fremtid, vi ikke kender til ..... og som vi absolut ikke kan styre?